Sitet Tate Kids og delelementer på sitet har fået og været indstillet til flere udmærkelser. Bl.a. fik sitet sidste år vinderprisen for bedste site i kategorien Education af Museums and the Web Community. Sitet som helhed består af en række delelementer, hvor spillet ”The Secret Dancer” blot er et delelement (http://kids.tate.org.uk/games/secret-dancer/). Spillet er en hybrid mellem film og spil. Det styres af en fortælling om Edgar Degas’ statuette ”Little Dancer”, 1880-81 (på dansk ”Danserinde med balletskørt, fjorten år” ). Fortællingen/narrationen har en bærende funktion i spillet, ligesom også lyduniverset spillet en væsentlig rolle. Spillet består af syv scener/filmsekvenser og et modul, hvor man kan zoome ind på forskellige dele af statuetten. I filmsekvenserne er indlagt opgaver, som brugeren skal løse for at kunne gå til næste sekvens (med mindre man, som på illustrationen her går til oversigten, hvor man kan springe i forløbet). Opgaverne består af
• at finde, følge og klikke på ”The Little Dancer”, mens filmen kører
• løse kodede beskeder (problemregning) og taste løsningen ind (så døren går op)
• udforske scener, finde og klikke på bestemte genstande
• lægge et puslespil rigtigt sammen
Opgaverne er fuldt integrerede i fortællingen, og altså problemer, der skal løses for at bringe filmens styrende hovedperson videre. Ligeledes er de rent teknisk integreret i filmen, sådan at opgaverne ikke løses i et særskilt felt eller boks udenfor filmmediet. Mens de opgaver, der kræver tid, løses, pauses filmen, og den fortsætter responderende på brugerens løsning af opgaven efterfølgende. Et vigtigt element i filmen er løsningen af puslespillet. Det giver brugeren meget informative oplysninger om den model Degas brugte til sin statuette, ballerinaen Marie van Goethem – ”The Secret Dancer”. Brikkerne til puslespillet får man undervejs, når man finder de rigtige genstande i scenerne, der er derfor en god sammenhæng mellem opgaverne og narrationen i filmen. Et på mange måder helt i top musealt undervisningsmodul.