Spiff turde hverken blive stående eller gå. Alting virkede levende, og der var høje skingre skrigende lyde over det hele. Spiff kunne ikke tænke overhovedet. Hans hjerte sad helt oppe i halsen og var ved at trænge op i huen. Selv hans bedste ven Kartoflen havde han glemt alt om. Han begyndte at gå, det var som om de skingre lyde, stanken og træerne sugede ham ind i deres inferno. Spiffs hjerne arbejdede overhovedet ikke, alle sikringer var kortsluttede i hans hue, og alle de røde lamper fik huen til at svulme endnu mere rødligt op. Han forsvandt ind i dybet…!
Nu bliver det jo uhyggeligt?