Kartoflen havde sådan set bestemt sig for at vende ryggen til det hele og gå hen til den gule bil med propellen, da en eventyrlig Spiff bukkede sig dybt ned til ham og gav hånd. Nu vidste Kartoflen, at han havde glemt rene underbukser hjemme. Hans hjerte fløj rundt i maven på ham. Og hans i forvejen rigeligt tynde ben virkede nu totalt underdimensionerede under hans kropsvolumen. “Velkommen her til Spiffernes Sted”, hørte han noget sige højt over hans eget hoved. Han forsøgte at se op, men blev mødt af et kæmpe lysende ansigt, der smilede så venligt til ham, at han væltede bagover. “Spiff! Nåede han at puste, kom og hjælp mig, jeg ved ikke, hvad der sker”.